Victor Hald Midtgaard.jpg
IMG_6653.JPG

Stisen og Primdahls Julestue

Hver mandag har Mors-Thy-truppen to træningspas - fysisk træning om formiddagen og haltræning om eftermiddagen. Tiden mellem træningerne bruges på møder, behandling, video og spisning - og på quiz eller konkurrence! Hver uge har to spillere haft til opgave at stå for en eller anden form for quiz eller konkurrence, og så er der ellers blevet dystet mellem Ung og Gammel.

Og der har været masser af gode idéer. Der er blevet spillet brætspil, Jeopardy (med kategorier som Vestervig, Facebook og Viborg), dystet i paratviden om Sverige, sunget til Singstar og danset til Just Dance på Playstation og sidst med ikke mindst i dag (dobbelttræningen rykket til tirsdag), hvor den stod på juleklippe-klistre med Stisen og Primdahl som jule-bagmænd. Der skulle flettes stjerner og hjerter og produceres den længste guirlande.

Ung lagde hårdt ud med at præsentere den længste guirlande, hvorefter Gammel hurtigt udlignede med flest flettede hjerter. Dagens konkurrence skulle altså afgøres på stjerner - og lad os sige det uden at lægge fingre imellem: Det var ikke imponerende eksemplarer, der blev leveret da tiden var gået, men Ung hev en smal sejr i land i overtiden på en halvfærdig stjerne fra János.

En ny tradition er født….