Victor Hald Midtgaard.jpg
thumbnail

Stor sportslig succes medfører mindre underskud for sæson 2023/2024

Årets resultat i regnskabet for Mors-Thy håndbold 2023/2024 udviser et underskud på 214 tkr. Det er ikke tilfredsstillende i forhold til budgettet, der viste et mindre overskud. Til gengæld er nettoomsætningen øget markant med knapt 10 % svarende til 1,12 mio. kr.  

Udgifterne omkring spillerne blev højere end forventet i budgettet. Den sportslige succes betød således udgiftsstigninger, der ikke helt modsvaredes af indtægtssiden. Der er derfor besluttet en meget strammere budgetstyring for den kommende sæson 2024/25.

Sponsorindtægter (inkl. Erhvervsklubben) udgjorde ca. 75 % af de samlede indtægter. Her en stor tak til alle, der bidrager. Det er simpelthen klubbens eksistensgrundlag, og vi er glade for den meget brede opbakning.

Med årets resultat er kapitalgrundlaget svækket en smule. Det er dog stadigvæk meget solidt, og der er ligeledes en stor likviditet, som til fulde opfylder DHF’s regler.

På den sportslige side blev sæsonen meget succesfuld. Det blev en 5. plads i turneringen med en rekordstor pointhøst på 31 point, og vi kom således i slutspillet. Det betød samtidigt, at Mors-Thy Håndbold blev tildelt en af de ekstra pladser til kvalifikationen til European League. Det er glædeligt sportsligt, men en udfordring økonomisk. Tyske VfL Gummersbach, det formodentligt stærkeste hold vi kunne møde, viste sig en for stor mundfuld, men det har givet noget erfaring, som kan bæres med ind i dette års turnering.

Med den nye administrerende direktør Ian Marko Fog i spidsen er forventningerne til fremtiden og denne sæson intakte, målsætningen med en stærk bred trup, og et dygtigt trænerteam er top-8. Dette års budget er historisk højt, og det kræver en stram budgetstyring og en bred opbakning fra hele vores landsdel at komme i mål.

Slutteligt skal der lyde en stor tak til vores mange frivillige, Bette Balkan og de trofaste tilskuere - uden jer og vores mange partnere/sponsorer vil vi aldrig kunne opnå vores sportslige målsætning.

/ Kurt Sonne Thomsen
Bestyrelsesformand