Storsejr til 2. division
Der stod 25-35 på måltavlen i Tvis Centret, da drengene fra Mors-Thy Håndbold var færdige med deres tempofyldte opvisning. For første gang i denne sæson havde træner Lars Krarup 12 mand til rådighed - om det var det, der gjorde forskellen vides ikke, men i hvert fald gjorde Lasse P. og Mads A. med otte mål deres til sejren.
Lars Krarup:
- Vi spillede mod et meget ungt Tvis-hold - ligesom os selv. Og vi satte os på kampen fra første fløjt, og vi var bedre end dem i alle spillets facetter. Alle spillere byder ind i begge ender, og alle kommer også på måltavlen i dag, så det var en god holdpræstation.
Skal jeg sætte en finger på noget, så er det, at Tvis scorer en del (og for mange) mål, hvor de skyder rundt om kroppen på os, fordi vi står for dårligt på dem. Det kunne vi godt have rettet lidt bedre ind, men på den anden side, så er det svært at være utilfreds, når man vinder med 10 mål. Heldigvis er vi knivskarpe i angrebsspillet i dag, og hver gang Tvis har brugt et minut til på at score, går vi op i den anden ende og blæser bolden i kassen - man kunne godt se, at mange af drengene på holdet har spillet ungdomshåndbold sammen i mange år, og det var så absolut en godkendt sejr.
2. division, 4. runde: Tvis KFUM - Mors-Thy Håndbold 25-35 (10-18)
Målscorere:
Mads K. Andersen 8
Lasse Pedersen 8
Peter Overgaard 4
Mike Felder 4
Nicolaj Spanggaard 3
Martin Frandsen 2
Feri Stranigg 2
Mathias Stisen 2
Magnus Godsk 1
Kaare Larsen 1
Næste kamp: Mors-Thy Håndbold - Aalborg HK
Søndag d. 30. oktober kl. 15.00 i Jyske Bank Mors Arena