Lasse Madsen Svane.jpg
DR7A6056.JPG

Svend Rughave: - Smid alle hæmningerne!

Adgang til Semifinalen eller ej. Det er hvad det drejer sig om, når Mors-Thy Håndbold byder Ribe-Esbjerg HH velkommen i Sparekassen Thy Arena | Mors til Slaget om Semifinalen på søndag. Vilkårene er klare: Kun en sejr gælder for de blå i årets indtil videre vigtigste kamp.

- Først og fremmest er det en kamp, som vi alle sammen glæder os sindssygt meget til. Det bliver en stor oplevelse, og det er en kæmpe mulighed, vi står med. Vi har det fuldstændig i egne hænder - vi skal vinde, og det tror vi 100 % på, at vi kan, siger målvogter Svend Rughave og fortsætter.

- Vi skal bygge videre på det spil, vi har leveret hen over slutspillet. Og så skal vi ind og bruge hallen, som bliver fuldstændigt fyldt. Kan vi få hele hallen med, tror jeg på, at vi sammen kan hive sejren og dermed en semifinale hjem.

Trodsreaktion

Efter nederlaget på udebane i Silkeborg i sidste weekend, er Svend Rughave og Co. klar til at tage imod gæsterne fra Ribe-Esbjerg HH.

- Vi kommer med to sejre i de seneste to kampe mod Ribe-Esbjerg, så fornemmelsen og stemningen er udelukkende god. Vi har trænet rigtigt godt, og det har været tydeligt at mærke den trodsreaktion, der kom efter BSH-kampen - der er virkelig blevet gået til stålet til træning, og vi har fået spillet en masse ting igennem både forsvars- og angrebsmæssigt frem mod kampen i morgen, så jeg synes, at det ser rigtigt godt ud, lyder det fra Rughave, som har en klar opfordring til folk i hallen:

- Vi ved, at der kommer mange tilskuere, og det kunne være fedt, hvis det bliver et godt samspil mellem os spillere og fansene i hele hallen. Jo større pres vi kan sætte Ribe-Esbjerg HH under, jo bedre forudsætninger giver det os, så smid alle hæmninger, og giv den hele armen, så skal vi forsøge at gøre det samme på banen, slutter Svend Rughave.

Efter kampen er vi sammen med Thisted Bryghus vært ved en øl eller en Thy Sport (Så længe lager haves) på banen. Vi håber, at du har lyst til at blive hængende.

Herreligaen DM-Slutspil, 6. runde: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH
Søndag d. 5. maj 2024 kl. 18.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Dommere: Michael Søegaard og Thomas Kalisz Nielsen
Observatør: Jens Henriksen

Køb din billet her: https://shop.morsthy.dk/

TV2 sender Fredericia HK - GOG på TV2 Sport, og der bliver vist klip fra de øvrige kampe herunder vores undervejs. Kampen kan derudover følges via livescore i Tophåndbolds app og på Mors-Thy Håndbolds instagram.