Tæt på at fuldende stort comeback
Mors-Thy Håndbold var tæt på at fuldende et stort comeback i lørdagens kamp mod Ribe-Esbjerg. Efter at have været først foran, så bagud og så foran igen, sluttede kampen med resultatet 29-29 og endnu en pointdeler for Mors-Thy Håndbold.
Efter en kanonstart og Mors-Thy-føring på 5-2 efter blot fire minutter, hvor især Rasmus Madsen og Lasse Pedersen var skarpe, udlignede gæsterne til 5-5 efter 10 minutter og føring på 5-7 på trods af undertal efter en udvisning til Andreas Søgaard. Mors-Thy Håndbold havde svært ved at komme til gode chancer, og afslutningerne blev enten reddet eller skudt ved siden af Ribe-Esbjergs mål.
Mors-Thy Håndbold tog timeout efter 18 minutter ved stillingen 6-9. Oliver Larsen havde skiftet med Svend Rughave i målet, og sammen med et par hurtige scoringer af Lasse Pedersen, Henrik Toft Hansen og Magnus Norlyk reducerede Mors-Thy Håndbold til 8-9 og 9-10. Men gæsterne sluttede bedst af op mod pausen, og pausestillingen var 11-15.
Efter pausen fik Mors-Thy Håndbold en tidlig udvisning, og Ribe-Esbjerg øgede deres føring til + 5 og + 6. Niels Agesen forlangte timeout efter 35 minutters spil og 13-19. Det blev 14-20 efter 36 minutter, og så gik det ellers stærkt, for på seks minutter gik Mors-Thy Håndbold fra 14-20 og udlignede gæsternes føring til 20-20. Nichlas Hald sørgede for 21-20, og herfra var det helt tæt og med skiftevise føringer resten af forestillingen. 22-21 og 23-22 til Mors-Thy Håndbold. 23-24 og 24-25 til Ribe-Esbjerg HH. 26-25 til Mors-Thy Håndbold. 26-27 til Ribe-Esbjerg HH. 28-27 og 29-28 til Mors-Thy Håndbold, og der var også hjemmeholdet, der havde bolden på hånden til sidst med muligheden for at afgøre kampen til egen fordel, men det lykkedes desværre ikke. Dermed har Mors-Thy Håndbold 10 point for de første otte kampe i Herreligaen.
- Det er nok ok med 1 point efter vores samlede performance over 2 x 30 minutter. Vi spiller langt fra, som vi gerne vil, og det skuffer mig er, at vi ikke performer bedre som hold. Vi har brugt meget tid på at snakke om ærgerrighed, at vi gerne vil mere, og vi skal hele tiden være sultne, og det synes jeg slet ikke kommer til udtryk i dag, lød det fra Niels Agesen, cheftræner for Mors-Thy Håndbold, efter kampen.
- Når det så er sagt, er det 7-8 gode minutter, som gør, at vi kommer med i kampen igen. Så bliver vi lidt ramt på ressourcerne, da KD går ud – da spiller vi 7 mod 6, og det ville vi egentligt gerne have fortsat med, men vi var enige om, at det ikke kunne holde hele vejen. Så vi kan godt smile over at få et point, men vi ærgrer os også over, at vi med 20 sekunder tilbage af kampen har bolden og ikke kommer til en afslutning. Det skal vi gøre bedre, siger Niels Agesen.
Næste kamp er på lørdag d. 26. oktober kl. 16.00, hvor vi spiller på udebane i Ringsted. Tag fat i Bette Balkans formand, Jacob Mehl, hvis du vil med bussen til Ringsted.
Herreligaen, 8. runde: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH 29-29 (11-15)
Målscorere:
Marcus Midtgaard 6
Lasse Pedersen 4
Magnus Norlyk 4
Mads Svane 4 (2)
Rasmus Madsen 3
Nichlas Hald 3
Henrik Toft Hansen 3
Kristoffer Vestergaard 1
Kasper Lindgren 1
Svend Rughave 1/14
Oliver Larsen 7/22
Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 2, Ribe-Esbjerg HH 1
Stillinger undervejs: 5-2, 5-7, 6-9, 9-13, 12-17, 14-20, 21-20, 22-22, 23-24, 26-25, 27-27, 29-28
Tilskuertal: 1.146
Kommende kampe i Herreligaen:
9. runde: TMS Ringsted - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 26. oktober kl. 16.00 i Poul Christensen Arena, Ringsted
Bette Balkan arrangerer tur til kampen. Kontakt Jacob Mehl på 6080 4133, hvis du vil med
10. runde: Mors-Thy Håndbold - Fredericia HK
Søndag d. 3. november kl. 15.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/