Victor Hald Midtgaard.jpg
MTH_NH.jpg

Top 8 efter sejr over Nordsjælland Håndbold

Med en sejr på 33-28 over Nordsjælland Håndbold spillede Mors-Thy Håndbold sig her til aften ind i Top 8. Kønt var det ikke, men der var fight med hjertet og et hjemmehold, som aldrig gav op, selvom vi flere gange var bagud med et og to mål.

Masser af mål og action
Første halvleg var actionfyldt og præget af højt tempo og to hold, som begge helst skulle have point i forhold til den videre færden i Primo Tours Ligaen. Nordsjælland Håndbold bragte sig foran 0-1, og Mors-Thy Håndbolds første føring kom ved 6-5. Allan Toft Hansen blev præsenteret for et direkte rødt kort efter 22 minutters spil for uheldigt at ramme Nordsjælland Håndbolds Kasper Kisum i ansigtet. Både Emil Bergholt og Bjarke Christensen fortsatte, hvor de slap i Kolding og stod for i alt ni af Mors-Thy Håndbolds mål før pausen. Defensivt så det ikke for godt ud, og de første 30 målrige minutter endte 17-17.

Godkendt angrebskamp
I starten af anden halvleg blev scoringsfrekvensen sat betydeligt ned - efter 44 minutter scorede Kasper Lindgren sit første mål i kampen og bragte Mors-Thy Håndbold foran 22-21, og herfra kom Nordsjælland Håndbold ikke til fadet mere. Emil Bergholts scoring til 26-23 var samtidig Mors-Thy Håndbolds første 3-målsføring, og herfra blev der kun øget med den største føring på seks mål. Det sidste kvarter scorede Mors-Thy Håndbold 11 gange, så bestemt en godkendt angrebskamp fra Mors-Thy Håndbolds side.

Top 8
Mors-Thy Håndbold indtager dermed 8. pladsen i Primo Tours Ligaen med kun ét point op til hhv. Skanderborg Håndbold og Skjern Håndbold på 6. og 7. pladsen. Det resterende kampprogram ser således ud:
Århus Håndbold tirsdag d. 3. marts kl. 20.00 i Thy Hallerne
Skanderborg Håndbold mandag d. 9. marts kl. 18.30 i Fælledhallen
Aalborg Håndbold onsdag d. 11. marts kl. 19.30 i Gigantium
SønderjyskE Herrer lørdag d. 21. marts kl. 16.10 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Lemvig-Thyborøn Håndbold onsdag d. 25. marts kl. 19.30 i Lemvig Fritidscenter

Der er i sandhed lagt op til en nervepirrende afslutning på dette års liga!

Primo Tours Ligaen, 21. runde: Mors-Thy Håndbold - Nordsjælland Håndbold 33-28 (17-17)

Målscorere:
Emil Bergholt 8
Bjarke Christensen 8 (3)
Jonas Gade 4
Erik Toft 3
Jacob Hessellund 3
Frederik Tilsted 2
Kasper Lindgren 2
Allan Toft Hansen 1
Jens Dolberg 1
Marcus Dahlin 1

Stillinger undervejs: 0-1, 3-3, 6-5, 9-7, 10-10, 12-14, 15-15, 17-18, 19-20, 24-22, 27-23, 30-24, 32-27

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 4, Nordsjælland Håndbold 3
Direkte rødt kort: Allan Toft Hansen, Mors-Thy Håndbold

Tilskuertal: 1.226

Dommere: Mads Hansen og Martin Gjeding
Observatør: Jørgen Svane Sørensen

Kommende kamp:
Santander Cup 5. runde: Aalestrup IF 3. div. - Mors-Thy Håndbold
Mandag d. 24. februar 2020 kl. 19.45 i Aalestrup Idrætscenter
Entré kr. 20,-