Turen går til Nordsjælland Håndbold
Torsdag venter sæsonens længste udebanetur, når bussen triller mod Nordsjælland, hvor Mors-Thy Håndbold skal forsøge at forlænge den gode stime som ubesejrede i de seneste fem kampe i træk. Nordsjælland Håndbold har fået en flot start på sæsonen med otte point efter de første seks kampe, og holdet har endnu til gode at tabe på hjemmebane. Dén oplevelse håber vi, at vi kan tilføje til deres statistik.
For Mors-Thy Håndbolds Nichlas Hald bliver opgøret særligt, da han inden Mors-Thy Håndbold har været en stor profil hos Nordsjælland Håndbold i fire sæsoner.
- Det er en kamp, jeg satte en ring om, inden sæsonen gik i gang, fordi jeg har glædet mig til den. Jeg har været i Nordsjælland Håndbold i fire år og har en masse bekendtskaber, så det er specielt, og jeg er spændt og glæder mig til der bliver fløjtet op på torsdag, siger Nichlas Hald og sætter ord på torsdagens modstander:
- Jeg synes, at Nordsjælland Håndbold er et hold, der rummer meget kvalitet. De har to keepere, som på deres dage virkelig kan tage fra, og de to største profiler indtil videre i denne sæson har nok været Matias Campbell og Carl-Emil Haunstrup og i forhold til mål er det måske dem, der er i fokus, men de har også en del andre dygtige spillere, så kunsten bliver at stoppe dem som kollektiv fremfor at stoppe en enkelt mand.
- De sidste år har det været nogle tætte kampe mellem de to hold, og det tror jeg, at det bliver igen. Nordsjælland Håndbold har fået en rigtig god start og har igen vist sig at være et godt hjemmehold med tre sejre ud af tre mulige, så hvis vi ikke kommer klar og parat til Nordsjælland, får vi en svær aften. Jeg tror, at det bliver tæt og en kamp med meget fart mellem to hold, der gerne vil ud over stepperne. Det kan godt blive hektisk til tider, og formularen til sejr kan nemt blive, hvem formår at holde hovedet koldt de sidste ti minutter, hvor jeg tror, at kampen bliver afgjort, lyder det fra Hald
Du kan se opgøret på TV2 Sport torsdag med optakt fra kl. 19.30.
Herreligaen, 7. runde: Nordsjælland Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Torsdag d. 10. oktober 2024 kl. 20.00 i Royal Stage
Dommere: Jesper Kirkholm Madsen og Morten Lethan Albrechtsen
Observatør: Claus Adelgaard
Billetsalg: https://www.ticketmaster.dk/event/herreligaen-nordsjaelland-handbold-vs-mors-thy-handbold-billetter/552601
Kampen vises på TV2 Sport fra kl. 19.30 og kan følges via livescore i Tophåndbolds app og via story på Mors-Thy Håndbolds instagram.