
U19 er Danske Mestre 2025
For tredje gang på fire år er Mors-Thy Håndbold Akademi U19 Drenge danske mestre. Det skete efter en fantastisk DM-weekend i Helsinge, hvor de fire bedste U19 Pige- og Drengehold spillede semifinaler lørdag og finaler søndag.
Mors-Thy Håndbold kvalificerede sig til U19 DM via en samlet sejr over BSH Ungdom efter uafgjort på udebane og sikker sejr på hjemmebane i Sparekassen Thy Arena | Mors.
I semifinalen stod Mors-Thy Håndbold overfor Nordsjælland Håndbold, som var medarrangør af DM. Mors-Thy Håndbold vandt sikkert 35-30.
I den anden semifinale havde GOG slået SHEA Håndbold, og dermed stod Mors-Thy Håndbold overfor de evige rivaler fra GOG i finalen søndag.
Og det blev en kamp, som var en finale værdig. Mors-Thy Håndbold var flyvende og bragte sig foran 20-13 efter de første 30 minutter, hvor især en stærkt spillende bagkæde bestående af Frederik Bak, Anton Houe og Gustav Sunesen var dominerende. I anden halvleg pressede GOG på, men de kom aldrig tættere på end tre mål, og de seje drenge fra Mors-Thy Håndbold kunne juble og sikre sig titlen som Danmarksmestre 2025.
U19 DM, Finale: Mors-Thy Håndbold Akademi - GOG Håndbold 36-31 (20-13)
Målscorere:
Frederik Bak 10
Anton Houe 7
Gustav Sunesen 6
Mads Faurskov 5
Nikolaj Lundal Hansen 5
Jonas Dehn 3
Stort tillykke!
Foto: ML Nordic